116
Øjne, at I ikke skal sé de Skævøjedes Blik, som er over Jer.
— Hvorfor jeg maatte? Vi er tusinde og vi er titusinde og vi er Asiens Lærlinge. De Hvide stjal alt, kun Guden lod de sidde i sine Templer. Ti han var for gammel. Nu er Asien Tyven, der arbejder. Og de Hvide lader Solen staa op i Forfængelighed og de sér ikke Tegnene, som staar skrevet paa Murene.
Joan var bleven bleg:
— Chira, sagde han: hvad vil da dit Asien. Inderen rystede sit Hoved og det dunkle Haar stod over hans Pande som en Krone af Jern:
— Jeres Gud har set det. I Eders hellige Skrifter har jeg læst, han har vidst det. Elendigheden forkyndte han fra Bjergene, og de Tider, da Solen skulde slukkes. Men Øjnene randt paa Eders Gud og han vidste dog ikke Dagens Forfærdelse. For Floderne vil bære Fraade af Blod og Ligene vil svømme paa Eders Have og Eders snakkesalige Gud vil i Rædsel lukke sin mimrende Mund. Men de hvide Fødder vil blive kolde paa den frysende Jord
