173
lede rundt i Trækken fra alle Døre, som stod aabne. Jean Roy stod, med et Lommetørklæde om Halsen og i flagrende Kavaj, barhovedet, midt i Vrimlen, skrællende en Appelsin og raabende til den tomme Luft saa højt som en Lastbærer i Havnen ved hans Marseille — mens Mme de Stein (der nikkede til Joán og sagde: Ah, monsieur, on se promène) satte sine Pariserstøvler med Messinghæle trippende i Asfalten og lod de silkeklædte Ben forsvinde noget højt oppe i sine Skørters Virvar.
Fru Bizot, der var i Galoscher, søgte, mens hun uafladelig smilede, med urolige Øjne de Herrer af Bestyrelsen:
— For de modtager os naturligvis, sagde hun: de er her, min Adolphe, vær vis paa, de er her; medens Hr. Bizot, hvis Pels var sammenbunden med et graat Uldtørklæde, sagde:
— Det er mig fuldkommen ligegyldigt. Lad os komme afsted — hvad hedder vor Kro? saa arrig, at hans Øjne stod paa Stilke.
— Det gyldne Lam, Adolphe, det gyldne Lam. Men de er her, min Ven, de er her.
Impresario løb forbi dem, med sytten Depecher i Hænderne: Gamle Herre, sagde han
