191
— Sover De? sagde han: Jeg véd ikke, men jeg kan ikke sove. Maa jeg sidde her en lille Tid?
— Det maa De gerne, svarede Joán.
De hørte intet uden Togets Støj — nu over en Bro, nu over en Mark, nu forbi en ukendt Stad.
Joan rørte sig ikke. Skæret fra det gule Lys faldt hen over hans stille Ansigt.
— Jeg synes, sagde Australeren sagte, medens han stirrede op mod det røde Loft: at det har været saadan en mærkelig Dag. Og dog er der ingenting sket.
Joán sagde uden at aabne sine Øjne:
— Hvad kalder De at ske, Henry? At vi drukner med Orienttoget i en Flod eller at vi plyndres for vore Checks af en Røver.
Han laa stille igen. Saa sagde han og aabnede Øjnene:
— Nu rejser jeg til Danmark.
— Til Danmark? sagde Henry med et Sæt.
— Ja. Der, hvor jeg vil spille — sidst.
— Joán, sagde Henry og havde aldrig kaldt ham ved Fornavn før.
