Denne side er blevet korrekturlæst
Joán blev, lidt forvirret, staaende paa Kupétrinet.
Saa sagde han og kom pludselig til at le ved Synet af det lille Ansigt, der blev rødt og rødt og rødere:
— De er ung, Frøken.
Den halvlille Fader sagde:
— Ja, men én skal jo ta’e Mod til sig, og saa blev det min Datter.
De begyndte at gaa hen ad Perronen. Den unge Pige gik ovre paa den anden Side af sin Fader. Alle hilste, men den halvlille og brede Mand nikkede bare til Svar.
— Men det er jo, sagde han, at Forholdene er kun smaa.
Og Joán, der stadig var en Smule forvirret og ikke vidste hvorfor, sagde og tænkte paa den engagerende Forening:
