211
hun i Montreuil … naar hun sad foran Ilden i sit Køkken om Aftenen. Det var de Øjne.
— Fortæl mer, sagde hun altid: fortæl mer.
Og Joán maatte blive ved at fortælle, mens den Gamle sad med de sære Øjne (ja, det var de samme Øjne) vendte mod Ilden.
— Men hvorfor rejser De ikke selv til Paris, Mme Chabou? havde han sagt.
Men den Gamle havde svaret:
— Her rejser man ikke. Her bliver man siddende. Jeg har bygget Hus, hvor jeg var. Men tænke har man Lov til.
Og til langt ud paa Aftenen maatte han sidde og fortælle Mo’er Chabou om de store Byer og de vide Lande.
— Ja, Herre, sagde den Gamle: Verden er stor.
— Stor og lille, Mme Chabou.
Men hun saá paa ham med sine altfor store Øjne:
— Stor for den, som ikke kender den, sagde hun.
… Joán var bleven staaende foran Billedet. Da han vilde gaa videre, var han lige ved at vælte en Flaske Eau de Cologne, som stod paa et
14*
