228
Bestyreren, der siger, al jeg for Fa’ers Skyld skal ta’e Del i Forretningen . .
— Bestyreren … hvem er Bestyreren?
— Det er den Herre, som viste Dem herop.
Pludselig sagde Joán, med en Slags Mandfolke-Inkvisition:
— Han var net.
Gerda svarede:
— Han har været her to Aar. Fa’er kan jo ikke ha’e med Butiken at gøre, naar han har baade Trælasten … og Vinhandelen.
Hun aabnede Døren. Inde i den anden Stue var der tændt, saa Lyset faldt ind over Joán som han stod, og Frøkenen sagde og saá paa ham i Skæret:
— Jeg kan slet ikke tænke mig, at De virkelig er kommen …
— Jo, sagde Joán: nu staar jeg her.
Paa én Gang nejede Frøken Gerda:
— Ja, sagde hun hastig og igen blev hun rød: Tak for nu.
Og hun lukkede Døren.
Joán blev staaende lænet til Dørstolpen: Saa blødt dog Dansk var, Tonefaldet. Det havde saa tit, i de Aar, syntes han, ligget inde i
