230
vildet i Øjnene, naar man først skal ha’e sine Fem tilsengs og saa i Tøjet.“ Kunstnerfruerne havde lignet Garnisonsdamerne i Orsówa i de Aar, Regeringen ikke udbetalte Officerslønninger. Men hun var blevet ved at tale, hans Dame: „Ja, undskyld, undskyld, jeg véd det saa godt, at jeg bomrer i mit Tyske. Man har dog studeret i Leipzig, men man glemmer, og gør man først den Dumhed at gifte sig, gaar jo Ens Kunst og det bliver Huset det Hele, skønt nogen, der takker, er der saamæn ikke“ …
Og pludselig havde hun gnedet sig ned over begge de udstaaende Kindben og sagt:
— Ja, hvad mener nu egenlig De, saadan en Berømthed, om Livet?
.… Joán blev ved at smile, mens han gik hen over Gulvet:
— Nej, saadan i Sprog havde de egenlig ikke deres Styrke i Danmark. De rejste vel ikke. Man blev hjemme, her i Danmark. Hans Moder havde heller aldrig rigtig kunnet lære Ungarsk. Hans Fader havde altid talt Dansk med hende. Hvor godt han huskede hendes Stemme. Den var ogsaa saa ganske stille og ligesom halvbange.
