234
Der var tyst et Nu. Saa sagde Frøken Gerda:
— Det er en sørgelig Sang.
— Ja, sagde Joán.
Hans Hænder laa endnu paa Tasterne. Fodgængernes Trin lød op fra Vejen.
— Hvor der er stille her, sagde Joán.
—Ja.
Joán spillede igen.
— Det var min Mo’er, der sang den saa tit.
Gerda svarede ikke og ingen af dem talte.
Saa sagde Frøken Gerda og hendes Stemme lød højere:
— Nu skal jeg tænde Lampen.
Joán rejste sig og saa paa hendes Hænder, mens hun tændte. Saa sagde han og stirrede ind i Lampen — og han talte i samme Tone som før —:
— Det er min Mo’ers Fødselsdag i Dag.
— Det var underligt, at jeg netop idag …. skulde komme her.
Hun holdt Kuplen i sin Haand:
— Ja, sagde hun i samme Tonefald som han: det var underligt.
Hun satte Kuplen paa — og maaske ved
