259
Der var kommet et Par Rynker som Skygger i Eriks Pande.
— Naa, skidt med’et, sagde han pludselig og slog de stærke Ben sammen.
— Nu maa vi gaa, sagde Joan og smed Violinen.
— Maa Du gaa? Hvor ska’ Du hen?
— Jeg skal ned i Salen og til Johansens, sagde Joán, der talte rapt og tog sine Ringe paa og lukkede for Violinen og var hos Holstein igen — det hele i to Nu.
— Saa gaar jeg med, sagde Holstein.
— Mon? sagde Joan og vrængede efter Erik.
— „Mon“ si’er Værten osse, lo han.
— „Mon“ si’er alle Danske, sagde Erik: Men jeg gaar med til Johansens.
— Værs’go, sagde Joan og gav ham et Nakkedrag, saa Holstein hilste paa sig selv foran Spejlet, hvor de stod.
De saá ind i Glasset begge to, staaende ved Siden af hinanden.
— Hm, sagde Holstein og lo: Du er s’gu blevet et nyt Menneske.
Det slog selv Joan, saa fint og ungt hans
17*
