288
Ordet „væn“ fløj over Bordet som en Boldt i Buer.
— Men hvor har De det fra? gentog den leende Fru Jespersen.
— Fra en Vise, sagde Joán, og hans Øjne hvilede paa det samme Sted.
— Det er ikke yndig, sagde Kandidaten, hvis Øjne gled forbi Fru Raabels Kind: Yndig si’er det ikke. Nej, den, som har Tække, er væn.
— Jeg kender mange gamle Viser, sagde Joán, som min Mo’er har sunget — og Ane.
Pludselig smilede Gerda:
— Josse, sagde hun og vilde sé op og gjorde det ikke: hvor det lyder kønt ….
Forstanderen havde Forraad af „væn“, saa det var, som slog hans Sangstumper Kreds om det hele Selskab, da Manden med den skæve Skulder paa én Gang stak Hovedet frem og sagde:
— Fransk, Grev Ujházy, har Ordet ganske homogent: C'est charmant.
Det var, som om det franske Ord havde kaldt paa Joán.
