295
— Jeg véd ikke, sagde Gerda: det, man sér, det synes jeg aldrig er saa mærkeligt . .
— Som hvad? lo Fru Jespersen.
— Som det, man kunde tænke sig, sagde Gerda.
— Det er sandt, sagde Joán.
— Naa, Børnlille, det kan være sandt nok, der er vel kun én mærkelig Ting i denne Verden, sagde Fru Jespersen.
— Og hvad er det? spurgte Joán og smilede.
— Det er naar to holder af hinanden, sagde Fru Jespersen og hun tømte pludselig sit Rødvinsglas, som drak hun et “Velgaaende“.
— De skulde sætte Dem, Frøken Johansen, vendte hun sig mod Fasteren, der blev ved med at gaa til og fra — som i en arvet Uro fra den Tid, da Fruentimmerne ikke sad med tilbords.
— De er en Livsfilosof, Fru Pastorinde, sagde Joán.
Fru Jespersen svarede:
— De, der sidder stille — ikke? — de faar Tid til at leve.
— Ja, sagde Joán.
— Henrik si’er altid, blev Fru Jespersen
