312
— Men der er dog smukkest ved Munkebjerg, sagde han.
— Ja, sagde Gerda og vilde le: det er der. Paa en Gang var det, som Samtalen gled ud og man hørte Fru Raabel, der talte til Kandidaten og endnu var ved Springforbi — da Urmageren løftede sit Glas:
— Ja ja, sagde han og hele det kuglede Hoved svedte: et Glas ska’ der nu drikkes. Karen Post ska’ s’gu mindes. Ære være hende.
— Ja, sagde Broderen: Ære være hende.
De to Brødre drak og de andre fulgte efter, mens der et Øjeblik blev stille i Stuen.
— Ja, sagde Tobakshandleren: hun var sejg og tro.
— Til hende gik man naar det kneb, sagde Urmageren og nikkede ned til Gerda.
— Ja, sagde Gerda stille.
— Hvem er Karen Post? spurgte Joán, der havde sét om imod hende.
— Det er jo Oldemo’er.
— Ja, sagde Urmageren, jeg husker hende saa grant. Det var den sidste Aften, hun flyttede sine Ben. Jeg kom ind hernede i Boden
