19
— Hys, hviskede Ane: nu skal Josse være stille.
Moderens Øjne var faldne til. Hun blundede med Hænderne i sit Skød, det lyse Haar laa ned over hendes Tindinger.
— Kom, nu. Nu sover Mo'er, sagde Ane.
Døren gik. Det var Faderen, der kom ind:
— Hys, tyssede Joán: nu sover Mo’er.
Joán blev staaende ved Døren og blev ved at tysse med Fingeren oprakt foran sin Næse, mens Faderen gik hen over Gulvet og betragtede Moderens Ansigt. Det saá ud som var det af Voks — dér ved Ilden.
Saadan, som hun havde siddet den Dag, med Ringene i sit Skød, saadan ogsaa den Dag, da Ane paa en Gang var sprunget op og væltede sin Stol og rev i Moderens Arm og raabte:
— Frue, Frue!
og skreg og løb gennem Stuen og lod alle Døre
staa og skreg:
— Herre, Herre!
Men Joán, han tog om Moderens Hænder:
— Sover Mo’er?
Og Hænderne rørte sig ikke:
— Sover Mo’er? sover Mo’er?
2*