330
Urmageren sad endnu med halvt løftet Haand og holdt et Glas, som han havde glemt:
Dannemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar Vang,
hegnet trindt omkring: Gud signe
den i Nød og Trang!
Gerda vidste ikke selv, at hun paa Taaspidserne var gaaet hen mod Joán.
Mens de blev ved at synge, alle altfor langsomt, lød det i Skumringens tunge Luft saa besynderligt, næsten som Sangen i en Krypt:
Gid som Korn opvokse Knægte,
der kan frisk mod Fjenden fægte
og om Dannebod end tale
naar hun er i Dvale.
Sangen døde hen, men ingen talte.
Købmand Johansen stod i Døren mellem begge Stuer. Det var, som blev han større, fordi han stod paa Tærskelen.
Saa sagde Gerda, som om hun gættede Joáns Tanker, og vendte Ansigtet halvt op imod ham:
— For Fa’ers Fa’er døde ved Dybbøl.
— Faldt han? sagde Joán sagte som hun.
