346
Og pludselig ramtes han — og Violinen sang højere — af en eneste Tanke:
— Kan Du naa mér, Jens Lund.
Og i næste Nu vilde han sé — sé dérud og kunde ikke og spillede videre …
hyllet ind i sine egne Toners Ild, som stod han paa et lysende Baal.
Det var forbi. Hans Liv havde siddet i hans Hænder.
Han havde nede i Rummet kastet sig i en Stol.
Erik kom ind og stod foran ham. Han var helt bleg i Ansigtet.
— Er Du blevet saa stor? sagde han og der hang et Par Taarer i hans Øjenvipper.
— Ja, sagde Joán: iaften spillede jeg for at sejre.
— Er det Hurra, de raaber? sagde han og af Træthed smilede han, næsten som et lille Barn.
Dernede dundrede de og raabte de og trampede de.
— Kom, kom, raabte Haacke.
Joán var derinde.
— Dér sad hun — som før, som om hun
