349
førte Hænderne hen over sine Øjne som for at borttørre et Par Taarer, som ikke var der, og et Smil brød ud over hendes Ansigt —:
— Jeg var kun saa glad.
— Jeg syntes, De frøs, sagde Joán og smilede — ogsaa han.
Og pludselig blev de staaende og vidste ikke, hvad de skulde sige, nogen af dem — slet ikke.
— Og Tak for Blomsterne, sagde Joán.
— De er fra Bestyrelsen, sagde Frøken Gerda.
— Det vil sige fra Dem, lo Joán.
— Ja, da ogsaa fra Fru Jespersen, lo hun.
— Ogsaa? sagde Joán.
Men de tav igen ligesom før, og, paa samme Tid, gik de hen til Hullerne i Døren.
— Hvor de snakker nu, sagde Joán.
De talte alle pludrende, vendte mod hinanden, fra Bænk til Bænk, med klingre Stemmer, Salen over i en Fortumling. Af de unge bagest havde mange rejst sig. To af de unge Mænd stod og hamrede begge Hænder ned i en Bænkeryg, som om de trængte til at slaa. Men midt i Salen, i Midtergangen, stod en blond Pige og