409
hus. Mange Evner, sér De, der drives op til en vis Højde — en vis Højde, ikke sandt, og ikke videre. Men kritisere kan alle og Resultatet, kære Herre — naa …
— Men i Ægteskabet … man kender dog sig selv, ikke sandt? lidt saadan „miskendt“ bliver der dog altid tilbage — og to Misfornøjede i ét Ægteskab — naa . .
— Har De truffet et lykkeligt Ægteskab?
— Jeg ikke, kære, svarede Doktoren sig selv.
— Naa, heldigvis er man overlegen, sagde han og drak igen.
Og uden nogensomhelst tilsyneladende Sammenhæng sagde han:
— Jeg gi’er aldrig til Monumenter. Men til Hørup gav jeg s’gu. Det havde han fortjent.
— Men — og atter sprang Dr. Raabel i Tanken —: Det var naturligvis kedeligt for Madame, at hun ikke fik Æren at spille med „Berømmelsen“. Men Synd var det at miskende Hofjægermesteren — falder os jo ikke ind. Han véd s’gu, hvor Nælderne bider — med Grevinden siddende i Potsdam og …. „Giftblanderen“ her ….
Joán saá Frøken Gerda, der inde i Spise-
