428
eller sagt det altfor pludseligt og flyede tilbage til noget andet, sagde Joan:
— Nu Deres Søster …
— Min Søster? han hørte det knap.
— Ja, jeg mener … mener, det skulde ikke skabe Dem saa mange tunge Tanker.
Hans Øjne stirrede paa hendes Bryst, der brat steg op og ned:
— Et Menneske er raadigt over sit Liv, sagde han.
Og paany lagde han pludselig til, med en anden Stemme:
— De ogsaa over Deres.
Et Øjeblik stod hun som den, der skal falde.
Saa sagde hun og Ordene kom møjsomt, men de kom tydeligt:
— Det er ikke det, at hun døde.
— Hvad da?
Gerda havde løftet sit Ansigt halvt:
— Det, at hun havde taget paa sig, hvad hun ikke kunde.
— Gerda, sagde Joán og greb om hendes Haand — og et Nu havde hun gengældt hans Haandtryk som En, der drukner.
