464
— Latteren har skyllet mange Kræfter bort her i Landet.
Joán, der muligvis ikke havde hørt hans sidste Ord, sagde ud for sig:
— Her er saa mange Ubeslutsomme.
— Det ligger i Blodet.
Og pludselig smilede Præsten og sagde:
— Aa, der er noget, der falder mig ind … en Mand, som De, Grev Ujházy, bliver vist paa Deres Vej overfaldet med mange snurrige Spørgsmaal. Vi almindelige Mennesker sidder jo rundt i vore Kroge og brænder inde hver med sit og saa ryger vi ud med det, naar vi sér en Lejlighed … Det var Hamlet, jeg kom til at tænke paa …
— Hamlet? … Joán kom uvilkaarligt til at smile.
— Ja, han var lidt af et Studium for mig i min Ungdom — det har ikke altid været min Hensigt at blive Præst — og Forholdet mellem Hamlet og Ofelia syntes mig altid vanskeligst atkommeefter …
— Ofelia? sagde Joán og saa paa Præsten — hastigt.
— Ja, man kan jo leve saa længe med en digterisk Figur, at man ligesom vil vide alt
