467
sen, er hun ikke til at drive fra Guldsmedevinduerne.
— Her er den, sagde Joán og rakte Gerda Ringen.
— Hvor den er dejlig! … Og Gerda stirrede paa Brillanten, men Ringen selv holdt hun mellem sine Fingre som noget fremmed eller som om den var for tung.
— Ja, den er dejlig, sagde Fru Jespersen.
— Holder De saa meget af Ædelstene? spurgte Joán, der kun saa Gerdas Ansigt.
— Ja.
— Hvorfor?
— Aa, det har hun fra Romanerne, lo Fru Jespersen.
— Sé, Henrik, sagde hun til sin Mand, der tog Ringen og betragtede den som en glad Kender.
— Ja, den er ren i sit Spil, sagde Joán.
— Sjælden, sagde Præsten.
— Jeg har faaet den af en Ven, der nylig døde.
Og pludselig sagde han, lidt højere og som den, der forfølger en Hensigt:
— Han faldt i en Duel.
30*
