moiselle satte i Løb, op mod Marinkas Trappe, og han, den hvide Officer, der aldrig talte, greb Joán i sine Arme og bar ham ind:
— Il est fou.
— Il est fou, le Sans-patrie, raabte Mademoiselle, der var rasende, for alle hendes Klæder var sølet til.
Joán talte ikke i Baaden. Den hvide Officer havde fulgt dem derned og havde dækket Joán med et stort Tæppe. Under det laa han og rystede endnu. Hjemme paa Stranden stod Josef og Hr. Christopulos og Ignåz og raabte i Mørket ud over Floden, frem imod Baaden.
Men Mademoiselle sagde kun:
— Her er vi jo.
Og hun lod en pludselig Syndflod af Boulevardernes Skældsord regne ned over de Ventende.
…
Der var vist gaaet en Uge.
Da de om Eftermiddagen kom ind med Baaden til Orsówa og nærmede sig Molen, hvor Drengene laa med deres Snører, raabte et Par af Drengene:
— Dér er de ….
