50
Oberstens Frue havde revet sit Vindu op og fægtede med begge de bare Arme:
— Sans-patrie, pauvre Sans-patrie, raabte hun frem over Pladsen.
— Skam Dem, skam Dem, raabte Marinka, og hun var løbet ud af Døren og frem paa Trappen.
— Hr. Joán, Hr. Joán,
raabte hun og slog Hænderne ud mod de
tumlende Drenge.
— Han uden Fædreland, han uden Fædreland.
Men paa en Gang havde Joán vredet sig ud under Bødkerdrengens Krop og svunget sig op og kilet sig ind mellem det hujende Pak — saa han stod paa det øverste Trin. Blodet rendte ham fra hans blottede Bryst over hans Livrem ned paa Armene.
Saa greb Marinka ham og løftede ham op i begge sine Arme, der skjalv, og bar ham ind.
Da Joán vaagnede, sad den hvide Officer ved hans Seng.
— Lig stille, sagde han, lig stille.
Joán bed sine Læber sammen.
— Jeg vil hjem, sagde han, og pludselig
