72
— Fa’er er i London, sagde Joán.
— London? sagde Josef: det er langt borte. Og lidt efter lagde han til, mens han striglede:
— Ja, Verden er stor og i Graven skal vi dog alle.
Joán sad paa Havrekassen:
— Josef, sagde han: Hvad er der med Peter?
— Der er vel, hvad der altid er, sagde Josef, og striglede videre …
— Nu er det Iwona.
— Iwona er smuk, sagde Joan.
— Ja, sagde Josef, dejlig er hun s’gu — og han førte langsomt Striglen ned ad sit eget ungarske Ben — naar man har set hende. Han striglede igen paa „Amour“s skinnende Krop til han sagde:
— Men man ka’ vel ikke fortænke et Fruentimmer i, at hun ikke holder til med saadan et Jammerskræ og saadan som Gud har mærket ham.
Joán steg ned fra Havrekassen.
— Hr. Joán rider heller aldrig mer, sagde Josef. Han havde uvilkaarligt sagt „Hr.“ Joán ved at sé hen paa hans Ansigt.
