75
— Du maa staa op — Du maa staa op.
— Peter Brændehugger, Peter Brændehugger, staa dog op.
Han vilde gaa hen imod ham og tage om ham men, paa én Gang greben af de ganske Unges Angst eller Væmmelse for alt, hvad der er vanført, blev han staaende igen og sagde kun, forskrækket i Stemmen:
— Staa op, staa op.
Forvildet, men som den, der er vant til at lyde, rejste Peter sig op fra Gulvet:
— Ja, ja, sagde han tung og de lange Arme faldt ind foran ham, slapt ligesom før.
Og med ét huskende, hvorfor han egentlig var kommen, begyndte han at klynke — med de Fattiges ligesom faglærte Klynken:
— Aa, han havde ingen Ting, aa, min lille Herre, og han var som den nøgne paa Marken … Herre, som en nøgen paa Marken … Men hvis den lille Herre vilde være saa naadig og god, saa god og naadig og kunde give mig bare til Koften og en Vams — en Vams til naar jeg maa rejse …
Men som om det ene udtalte Ord igen lod alle hans forrige Tanker vende tilbage, begyndte
