96
— … Aa nej, sagde Kirsten Alrø … det er ingen Leg… Kald mig Sylvia igen!
Hans Stemme var træt.
— Sylvia…
Hun kom hen til ham, lagde sin Arm om hans Hals og lukkede Øjnene:
— Ja.
— Hvad vil du mig?
— Jeg vil være god mod dig.
— God…
— Jeg vil synge for dig … min egen Sang … men helt inde i Skovmørket, helt inde mellem Stammerne, hvor vi kun hører Suset deroppefra…
Og hun tog hans Haand og førte ham med sig. Skoven var tæt og de maatte bore sig frem — Fyrretræernes Bladknipper slog mod deres Ansigter — — og sommetider kunde de hverken komme frem eller tilbage. De saa hinanden staa langtborte og kæmpe for at slippe igennem — de var paa et Sted, hvor Træerne næppe var mandshøje men saa brede, at de druknede mellem Grenene. Men igennem kom de og forrevne og forpustede stod de paa en lille lyngbevokset aaben Plads, hvor Solen endnu
