Denne side er blevet korrekturlæst
98
er ikke Sylvia. Jeg er Kirsten … og du er Johannes! — — Kender du mig ikke Johannes — det er din Kirsten, der taler til dig … Aa tag mig ind til dig, lad mig gemme mit Hoved ved dit stakkels døde Bryst. Endelig fandt jeg dig igen … lad mig hvile ved dit Hjerte. — Livet var saa dyb en Ensomhed, men i Døden vil vi være to, os to … Aa, jeg har lukket mine Øjne og dog ser jeg dig, min Johannes — — hvor du er bleg …
Hun sank om i Stannius Arme. Han lagde hende varsomt ned i Lyngen og kyssede hendes Mund en eneste Gang. Han holdt paa hendes Arm, der krampagtig, i vild Anspændelse, søgte mod hans Hals … Og et Øjeblik sad han ligesom uden Holdepunkt — saa brast han ud i en nervøs Hulken.
