107
stod dybtnede i Vest, rød og tung. I Vandlinien vendte de sig mod hinanden, og han saa, at hun var smuk og hendes Legeme ungt med yndefulde og rolige Linier, der passede til denne Kyst.
De fulgtes ad ud… og skønt de et Øjeblik kom til at fryse, vilde de ikke slippe hinandens Hænder. Sandet laa under dem riflet som en Rovdyrgane og Vandet var glasklart og grønt med Skygger om deres Ben af de bløde Smaakrusninger. Kulden slog om deres Lænder, hvis fulde Styrke de fik en Fornemmelse af. Hun gøs og stirrede paa sit Spejlbillede dernede — det var saa underligt levende og slyngede sig ind imod hans… Netop i det Øjeblik, da hun mest ønskede at holde ham fast, slap han hende, kastede sig baglængs i Vandet, ødelagde det hele Spejl og svømmede bort. Hun stod et Øjeblik alene og saa efter ham … løftende Skuldrene frysende, først den ene og saa den anden … vilde han ikke komme tilbage? — — Jo, dér kom han hen imod hende og greb med sin Haand efter hendes askeblonde Haar. Hun gav sig til at løbe, saa Vandet sprøjtede, men han indhentede hende.
