7
Nærværelse, ja paa sengekanten i det fælles Soveværelse.
Alt dette dukkede efterhaanden op i Stannius Erindring. Fru Mulvad, der læste hans Tanker, sagde:
— Ja, Kirsten og jeg er nu alene… som De vel ved! Jeg vilde kun ønske, at Sommeren var overstaaet.
Stannius stod med et underligt Smil om sine Læber, han var ved at faa Taarer i Øjnene. Dette var da Bekymring og Fortvivlelse større end hans egen — hvorledes tænke eller blot forstaa, hvad de to Kvinder havde gaaet igennem… Det var som hans Medfølelse svimmel søgte efter et Holdepunkt. Aa, hvad vilde han ikke give for Ord, der udtrykte, hvad han følte… men hvorledes give andre det, han selv trængte saa haardt til?
Han vendte sig mod dem.
— Jeg forstaar Dem … sagde han tøvende. Jeg er ogsaa bleven ene i det Aar, der er gaaet.
Fru Mulvad saa paa ham og lagde sin Haand moderligt paa hans Arm.
— Stakkels Stannius, sagde hun.
Han fortrød næsten, hvad han havde sagt, da han idetsamme kom til at se paa den unge
