Side:Den gamle Verden.djvu/131

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

125

— Vil du nu ogsaa tage Stannius fra mig, Sophie — —?

— Men hvad mener du dog, Kirsten? spurgte Fru Mulvad.

— Jeg mener, hvad jeg siger, vedblev Kirsten Alrø … Dog endnu er vi ikke færdige med Fortiden, Sophie! — — Og før du og Stannius digter Jer frem i Fremtiden for at slippe bort fra alt det, der har været … saa har jeg noget alvorligt at sige dig. For du ved slet ikke, hvad der er hændet dig …

Stannius var bleven bleg. Han rejste sig og lagde sin Haand paa den unge Piges Skulder.

— De maa ikke …! sagde han.

— Det er kun godt, det bliver sagt, vedblev Kirsten Alrø med en Stemme, der dirrede. For det har været en tung Byrde for mig — en ensom Byrde … ja, jeg har baaret den ganske alene. — — Jeg vil fortælle dig Hemmeligheden om Johannes. Saa kan du selv vælge mellem den døde og den levende …

Fru Mulvad havde rejst sig og bøjede sig frem mod Kirsten Alrø.

— Hvad er det? spurgte hun. Hvad er det, du vil fortælle …?

— Naar du har hørt mig, sagde Kirsten Alrø,