144
bejde sig gennem denne Naaletykning; der stadig syntes at standse dem og hvis Modstand de overvandt ved at trænge paa med Hænder og Fødder. De løb hver for sig … banede hver sin Vej. Sommetider var de ved at mødes, men uvilkaarligt fjernede de sig fra hinanden. Kirsten Alrø var den ivrigste, saa ivrig, at Stannius kun daarligt kunde følge hende. Hun var da ogsaa først ude af Plantagen og et godt Stykke paa Vej til Klitterne, da han dukkede frem. Men han satte efter hende og de naaede omtrent samtidig op paa Klitryggen.
— Ser De hende? spurgte Stannius stakaandet.
— Hun sidder derhenne … helt nede ved Stranden … Lad os skynde os derned.
De løb langs Klitten, fulgte dens Ryg. Ingen af dem saa paa Havet, der laa ubevægeligt med store Felter af grønne og hvide Bundspejlinger under den helt røgblaa Luft. De saa kun Fru Mulvad. Hvorfor var hun saa travlt optaget? Hvad var det, hun tog sig for?
Da de kom nærmere, løftede hun Ansigtet mod dem. Men kun et Øjeblik. Saa vendte hun tilbage til sin Beskæftigelse. Og de saa
