Stannius var bleven tavs … gik og virrede med Hovedet og vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige hende. Men hun var som vækket af onde Drømme, befriet for en Byrde, som hun havde baaret Gud ved hvor længe. Hun havde talt ud, hun havde sagt, hvem hun var, til et andet Menneske. Og dette Menneske var ikke straks gaaet sin Vej. Han havde set paa hende med et Par gode og kloge Øjne og han fulgte hende stadig med sit Blik.
Nej, han var ikke gaaet sin Vej … han kunde ikke lade være, han maatte tage hendes Haand … begge hendes Hænder, gribe dem og holde dem fast et Øieblik. Og hun lod ham beholde dem — de laa ganske svage i hans, han beholdt dem længe, de laa saa godt dér, og da han slap dem igen, var det med Sorg. … Og han tænkte paa, at hans Bevægelse havde en dobbelt Grund … var det ikke hans eget Liv, der genlød i hendes Ord? Havde
