Side:Den gamle Verden.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

41

mod det som det ligger derude, brede dem vidt ud og drage det mod mig til det bryder sine Bølger mod mit Bryst. Det er saa vidunderligt, ensomt og mandigt, og dog vigende… som det bedste jeg kender…

Han søgte hendes Øjne.

— Ingen af os kender det mere!

Hun lod ikke sit Blik fange, men han fik at se, at hendes Øjne næsten var uden Udtryk.

— Aa jo, sagde hun. Netop nu kender jeg det!

Han bøjede sig mod hende.

— De er dog den stærkeste af os to.

— Hvorfor tror De det?

— … Jeg ved, hvilken Lærdom jeg vil høste herovre, sagde Stannius … den: at jeg overalt har fjernet mig fra det oprindelige. Jeg har været lige saa bange for Tilværelsen som De … og det vil maaske vise sig, at De trods alt staar den nærmere end jeg. — Der hører ogsaa Styrke til at trodse den og indtage det Standpunkt, De forfægter.... Selv tør jeg intet Standpunkt tage — — jeg er i et og alt usikker og det er det, der gør mig til saadan en Mellemting mellem en Præst og en Læge. Jeg tror og jeg tvivler endnu …