De var klatret ned fra Klitterne og stod nu i Havstokken, hvor Vandet brød paa og brød paa i korte og krappe Bølger. Det blæste stadig stærkere og Blæsten førte en lunken og sød Dis med sig … Bag dem til begge Sider bøjede Klitternes brudte Kam bort i Mørket og foran dem forskød Bølgetungen stadig Grænselinien mellem Strand og Hav. Himmelen syntes næsten klarere nu, da det røde Skær helt var forsvundet.
Allerede i nogen Tid havde de gaaet her uden at tale, optaget af den Samtale, der havde været og som havde sat deres Sind i Bevægelse. De havde faaet en Fornemmelse af hinanden og ingen af dem følte sig mere alene. Men de gik saa underligt og tumlede om i Mørket, kredsende om hinanden og om sig selv. De stirrede snart tilbage mod Klitterne, snart ud over Vandet. Han gik et Stykke langs Stranden, vendte saa tilbage og blev for-
