46
dog var i urolig Bevægelse. Der lød et Par skarpe Maageskrig ude over Vandet og de lyttede længe til disse flygtige Lyde af Liv.
— Mellem andre Mennesker, sagde han, da de gik op til Klitterne, føler ingen af os sig mere hjemme… Men er vi mere hjemme her? Er her ikke lige saa tomt og dødt?
— Jo, sagde hun… vi føler akkurat Trang til at skrige een Gang som Maagerne. Een Gang og ikke mere.
Han tog hendes Arm:
— Har det nu været tomme Ord alt det iaften … intet mere. Har det ikke ført os lidt nærmere sammen?
— De ser … jeg forsvarer mig ikke mere, sagde hun.
Sandet i Klitterne var vaadt. Men i en Huling, i Læ af en Skærm Marehalm fandt de et tørt Sted, stort nok til at de kunde være der. Hun lagde sig stille og lukkede Øjnene. Han blev staaende og saa paa hende med et vemodigt Smil om sine Læber. Han kom til at tænke paa alt hvad hun havde fortalt, om hvor omtumlet hendes Liv havde været. Nu laa hun dér… og ingen kunde se paa hendes Ungpigeskikkelse, hvad Aarene havde ført
