3
hun gik humpende og med en Ibenholtstok i Haanden.
Det sugende røde Aftenlys havde gjort dem begge urolige og netop i dette Øjeblik lignede de hinanden. Det var to bedrøvede og sygelige Ansigter, der farvedes af Skæret fra Hav og Himmel. To trætte og længselsfulde Profiler, der stirrede mod Land. Og denne Kyst, der laa derinde, jevnt bakket, glidende ud i side Strandenge, sagde dem saa lidt … De vendte Blikket mod den lille Fjord-Landsby, der var deres Bestemmelsessted og som nu dukkede frem. Den laa med sine smaa lave Tage bag Popler, der spejlede sig i Vandet. De skimtede den sandede Vej langs den engede og sure Strand, hvor de skulde gaa de nærmeste Dage. Fjorden duftede salt og Lyset var endnu som Blod.
Der var noget ydmygt og tungsindigt i deres Øjne og de vedblev at staa saaledes, tæt lænet ind mod hinanden, Skulder mod Skulder, tryllebundne af det røde Skær, der iaften ikke syntes at ville vige. De var grebne af ubestemte Følelser, der ingen Form vilde tage, og de anede mindst af alt, at de blev iagttagne. I Forstavnen stod Damperens tredie Passager og tog ikke
