Side:Den gamle Verden.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

88

ligheden! Minderne — — det er mig selv, jeg fornyer dem … og de bliver til Liv igen!

Og han kaldte atter:

— Kom nu.

— Ja, svarede hun. — — Jeg kommer … Jeg lystrer, ser De nok. — Jeg har jo lovet at følge Dem idag. Bare vi nu ikke brækker Halsen — —

Hun skyndte sig ned ad Skraaningen og stod ved hans Side, lidt fortumlet, med halvaaben Mund og Brynene trukket sammen. Og hun stirrede forskende paa ham… Men han lagde ikke Mærke til hendes Blik, dertil var han for optaget af den pludselige Indskydelse, han havde faaet …

— Hør nu … sagde han. — Nu er vi paa Eventyr! — Vi har aldrig været her før og vi kender ikke meget til hinanden — det gør vi jo heller ikke, vel? Vi har mødt hinanden — jeg tror det var i Toldkjøbing… ja, det var det! — og vi har cyklet herop sammen. Vi er blevet gode Venner paa Vejen — den var saa lang… og den Fod, jeg saa ved hver eneste Pedalomdrejning var saa smuk — — og vi er blevet dus —

— Det er vi da ikke?

— Naturligvis!