90
— Ja, det gør du. Du hed Sylvia … og derfor hedder du det endnu. Der er Skov i det Navn, det kan du høre, ikke sandt? Bruset dernede fra Plantagen … Og du er en rigtig Sylvia … en rigtig Skovfugl, munter og alvorlig, evig skiftende … men Munterheden er alligevel det, der bliver tilbage. — — Kan du nok være det?
— Munter?
— Ja …?
— Det ved jeg ikke.
— Jo, du kan. For du er Sylvia. Og kom saa…
— Ja, nu kommer jeg, sagde hun og tog hans Haand. — - Siden du vil det, saa er jeg Sylvia, Skovfuglen. Jeg synger endnu lidt bedrøvet … for Vinteren har været lang. Men jeg synger … og jeg kan lægge Hovedet paa Siden og finde alt det smukt, du holder af. Men hvad holder du af?
— Jeg holder af dig.
— Ja, det ved jeg nok. — Og hvad saa mere?
De skyndte sig afsted, krydsede op over Skraaningen igen og ned paa den anden Side som for at fjerne sig fra deres Udgangspunkt. Her fandt de en Sti, som gennem kløftede
