Spring til indhold

Side:Den gamle danske Dødedans.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
16

denne Uoverensstemmelse kan den danske Bearbejdelse dog meget godt her bero paa B, hvilket mere end sandsynliggøres ved den allerede ovenfor paaviste Overensstemmelse i Sammenligningen mellem Døden og Tyven[1].

I A fylder den paa Fortalen følgende Dødens Tiltale til »alle« 16 (ɔ: 4×4) Vers, i den danske Bearbejdelse 26 Vers, af hvilke 12 er Gengangere fra A[2]. Desuden gaar Vers 25—26 tre Gange igen i B[3], et Indicium for, at A og ikke B er et »Førstehaandsarbejde«, saaledes som Seelmann rigtig har antaget, og af disse to Vers optræder det ene ogsaa paa et andet Sted i den danske Dødedans; Vers 243 siger saaledes Døden til Kejserinden »en hel fod lenger recker ieg dig«[4].


  1. Sammenlign ogsaa Vers 75—77:

    I Euangelio saa screffuit monne staa
    oss bør der alle at tencke paa
    Vi skulle vere rede dag och stund

    med B 127—129:

    In dem ewangelio, dâr alsus gescreven steit:
    Waket unde bedet, weset alle tît bereit,
    Wente gi wetten nicht o. s. v.

  2. 110 = A17, 111—112 = A19—20, 113—121 = A23—31.
  3. 269—270, 553—554, 1607—1608.
  4. Noget lignende forekommer allerede paa Dansk i Hr. Michaels Jomfru Mariæ Rosenkrands (1515 D III in verso):

    Ther mz betegnes thn haardhæ Død
    thn storæ wee thn iemerlighæ nød
    som kroppen taal tha mz mødhæ
    Senær och aadrer ræckes tha paa lang
    i allæ ledemod staar wee och twang
    mod kroppen scal gaa til Dødhæ

    »Strækkeben« opføres som Navn paa Døden i Videnskabernes Selskabs Ordbog (Moth). I Høyers Dødedans fra 1738 tales om »Dødens Strækkehaand«. Grimm, deutsche Mythologie S. 812 anfører fra »deutscher Schlemmer« (16de Aarhundrede) Streckefuss oder — bein, Gryphius (Kirchhofsgedichte 36) Streckfuss. Endvidere finder jeg Streckebein f. Eks. i Chr. Weises die drei ärgsten Erznarren in der ganzen Welt (Neudr. 12—14, S. 156). (Cf. τανηλεγήζ Hom. Od. II, 100 og λνσιμελήζ Hom. Od. XX, 57; XXIII, 343 om Søvnen.) Se endvidere Jahrb. d. Vereins für ndd. Sprachforschung 1875—1876: Zwiegespräch zwischen dem Leben und dem Tode (15de Aarhundrede).