Mere er ikke bevaret. Hermed kan sammenstilles Epilogen til den utro Hustru.
Vers 436: I thenne leeg haffwe i nw hørt,
og til de Mundo et Paupere[1]:
Thack haffue i, haffue loff och ære
I ville saa lenge tillstede vere
Och flittig høre och venlig see
Baade spill och dantz vj lod her tee.
Den Vanskelighed der opstaar ved at Dramaet har haft to Epiloger har dels sin Forklaring i det selv, dels sin Parallel f. Eks. i Slutningen af Tobiæ Komedie, hvor efter Epilogus endnu Floriger og Mimus tager til Orde, for hver for sig at slutte af.
Karakteristisk for Grundtonen i den gamle danske
Dødedans i Modsætning til A og B er dens Strænghed; den er
ubarmhjertig og ubønhørlig — i Reglen da; den er konsekvent
og kender ingen Gaaen paa Akkord. Verden, Menneskene
er syndefulde (ganske met synd besæt), derfor maa vi alle
ad Helvede til. A og B derimod er mindre voldsomme,
mere afslebne; her møder vi nok en vis Sandsynlighed for,
at det vil gaa os ilde hisset, men det kan ikke forfærde os,
da Braadden altfor ofte brydes ved det beroligende: men
har du været from og brav, da kan du roligt træde frem for
Herrens Aasyn. Navnlig forfejler i den danske Dødedans
»Dødens Svar«, kort og fyndigt som det er, aldrig sin
Virkning; der opnaas her et ikke ringe dramatisk Liv, som dog —
paa Grund af Temaets Ensformighed kunde det ikke
undgaas — ved den idelige Gentagelse maatte blive noget
udvisket. I den lybsk-revalske Tekst træder det formildende
Element endnu mere frem end i de to Aflæggere, A og B.
Naar Døden f. Eks. her Vers 357 ff siger til Bonden:
Grot arbeit hefstu ghedan.
God wil di nicht vorsman
- ↑ Ms. gl. kgl. Saml. Nr. 794 Fol.
