Knock tog nu fra Direktionsbordet en stor Jernklump, der skulde hindre en Bunke Obligationer fra at flyve med Trækken, som peb igennem ude fra Banklokalerne, hver Gang Bogholderen meget ugenert stak sit grimme Ansigt ind for at referere Kurser. Knock bemærkede, at Bogholderen var ny og ikke mere denne Slyngel Rawen.
Papirerne, der aabenbart laa fra Aftenens Bestyrelsesmøde, vedrørte de Knockske Byggeprojekter; men Knock støttede sig i Øjeblikket til den fysiske Vægt af disse halvtreds Pund Jern, der sagtens en Gang i en Krig var skudt ud af en forbandet Haubitz, men nu var Brevpresser. Han holdt den i stiv Arm, og svingede den hen foran Næsen af sin fine Ven, Moth, der øjeblikkelig dækkede sig i sin Direktørstol, og lod sin Hage, hvis skraa Form røbede hans Sinds Svaghed, glide ned under Flippen.
For Fanden, Knock vilde da vel ikke slaa ham ihjel! Han skævede op til Knocks enorme Skuldre, der hældede ud over ham, og han tilføjede langsomt og med Læspen for at synes modig, at det
