138
ROBINSONADE
Dette Kvæg, som ukendte Ejere fra Londons Besidderklasse lod græsse paa Greenroad Fælleder, syntes mod Sommerens Komme at føle sig fri. Tøjrløse, med sænkede Horn og oprakte Haler galloperede de hordevis over deres genvundne Prærie. Deres Brøl gik som Signaler ud over de vide Arealer, og Flokkene samledes om Græsningsstederne; de kæmpede og delte sig, lod deres Luner forenes, de følte deres Masse, at de var Hjorden, og at dette Græs og disse Flader var Hjordens Ret.
Vagabonderne plejede at snige sig ind under Køerne, naar de i Sommernætterne stod og døsede. De tog deres Mælk fra dem, de malkede dem i de hule Hænder eller i deres Hatte og drak ud paa Stedet. Men nu vaagnede deres Jagtlyst, og i lange Kæder jog de Kvæget ud over Fællederne med Hujen og Raab, med Klapren af Træstykker. Det hændte, at et Kreatur gjorde omkring og tog en Mand paa sine Horn.
Saaledes levede Mennesker og Kvæg vildt herude i godt Humør, velmættede, og fornøjede sig ved Somren over Fælleder og Busk.
Men over Busken hang bestandig en hemmelig og uklar Frygt som en Skygge inde fra Staden, der aldrig tillod absolut Sorgløshed.
Frygten for Politi! Det kunde være dèr ved Nat eller Dag, i Kolonne eller Kæde, aldrig under halvhundrede Mand, altid uvarslede og førte med Kraft
