534
Forinden jeg gaaer over til Beskrivelsen af nogle i Anledning af denne Opgave anstillede Forsøg, maa jeg forudskikke nogle almindelige Bemærkninger med Hensyn til Valget af Terrainet.
Gaaende ud fra Havets Vandspeil hæver det underjordiske Vandspeil , der maa betragtes som en Fortsættelse af Havets (Grundvandets Vandspeil), sig som bekjendt efterhaanden, som man kommer længere ind i Landet, og følger meer eller mindre dettes Bølgninger. Nedenunder dette Vandspeil og indtil en os ubekjendt Dybde maa Grunden betragtes som aldeles mættet mod Vand, hvorfor Prøver, tagne herfra og undersøgte med Hensyn til Vandrigdommen, maae give samme Resultat til enhver Tid af Aaret; den Bevægelse, hvori Vandet er, og hvorved det efterhaanden strømmer til Havet, kan ikke have nogen Indflydelse i denne Henseende. Paa det samme Terrain varierer naturligviis Dybden, hvori dette Vandspeil ligger, med Aarstiden og Veirliget, og det er hovedsagelig kun den Jordskorpe, der ligger over den dybeste Vandstand, som ret egner sig for de foreskrevne Undersøgelser. Jo mindre Tilstrømning af Vand, der er andetsteds fra, og jo høiere Terrainet er beliggende, desto dybere maa man vente at træffe det underjordiske Vandspeil, og jo tykkere bliver altsaa Jordskorpen, der er tjenlig til Iagttagelser. — Den Tilstrømning af Vand, som finder Sted, kan være deels langs Overfladen (Overfladevand), deels gjennem Undergrunden, i hvilket sidste Tilfælde der dannes uforholdsmæssig kold og fugtig Grund eller, naar vandførende Aarer ere tilstede, Kilder. At undgaae Overfladevandet er let, da et simpelt Nivellement af Terrainet er tilstrækkeligt for at bedømme dels Afløbsretning, men at bedømme, om der finder Tilstrømning Sted fra neden, er langt vanskeligere, da det hertil er nødvendigt at kjende Afleiringen i tilhørlig Udstrækning og Dybde; i Almindelighed vil man f. Ex. vel kunne sige, at Sandlaget A (Fig. 1) forsynes med Vand fra ethvert Punkt af sit overliggende Leerlag B) saa at Vandet i B virkelig er nedadgaaende, men derfor kan det i D godt være opadgaaende, hvilket f. Ex. skeer, naar Sandlaget C fører tilstrækkeligt Vand fra høiere liggende Steder. Saasnart Leerlaget D har nogen Mæglighed, maa dets Agerskorpe altid siges at have Leer-Undergrund.
Ledet af disse Betragtninger har jeg troet det rigtigst at experimentere med et Terrain, der var saa høitliggende, at man maatte vente, at Grundvandet stod dybt, og dette tillige havde en nedadgaaende Tendents. Den valgte Mark ligger derfor omtrent 200 Fod over Havet, nemlig paa «Teglhøi» i Vendsyssel, 1¼ Miil nordøst for Byen Hjørring; i ¼
