Brevet til Filemon.
Dette lille Brev er enestaaende i sit Slags blandt Apostlenes Breve, idet det er et privat Vennebrev om en privat Sag. Filemon, en Discipel af Pavlus (V. 19), var en vel anset Mand i Menigheden i Kolossæ, hvor en Menighedskreds samledes i hans Hus (V. 1). Ap. kalder ham sin "Medarbejder", hvilket sandsynlig maa forstaas saaledes, at han var Ældste (Præst) i denne Kreds. Filemons Træl Onesimos havde forsét sig imod ham og var løben bort og kommen til Rom, hvor han paa en eller anden Maade var kommen sammen med den fangne Pavlus, af hvem han blev omvendt til Troen. Da nu Pavlus afsendte Tykikos med sit Brev til Kolossenserne, sendte han ogsaa Onesimos med ham (Kol. 4, 9) hjem til hans Herre og gav ham dette lille Brev med, hvori han beder Filemon at modtage Onesimos ligesaa kjærlig, som han vilde modtage Apostelen selv. Brevet aabner os et yndigt Indblik i Pavlus's Hjærtelag, og det viser os baade den hjærtelige Kjærlighed og Omhu, han havde for hver enkelt af dem, han var aandelig Fader for (jfr. Ap. Gj. 20, 31; 1 Tess. 2, 11), selv om deres borgerlige Stilling var saa ringe og foragtet som en Træls, og tillige hans sande Frisindethed (en Frugt af, at han førtes af Guds Aand), idet han ikke med sin Apostel-Myndighed vilde udøve nogensomhelst aandelig Tvang paa sine Disciple, men stadig lede dem frem ad Frivillighedens Vej. Derhos have vi i dette Brev en lærerig Vejledning til Forklaring af det Ord, at "i Kristus er der ikke Træl eller fri" (Kol. 3, ll), saavelsom til
