523
Da der imidlertid ikke findes noget i Brevet, som hentyder til Forholdene i Palæstina, maa det sikkerlig være skrevet til Jødekristne "i Adspredelsen."
Om Anledningen til dette Brev skriver Judas i V. 3. 4, at han var bleven nødsaget til at skrive det ved Efterretningen om, at der havde indsneget sig iblandt dem nogle Mennesker, der misbrugte Guds Naade til Uterlighed og negtede Jesus Kristus som Herren. Dette var Folk af samme udskejende Retning som dem, Peder advarer imod i sit andet Brev; Judas skriver vel ikke udtrykkelig, at de optraadte som falske Lærere, men det er dog især af V. 16 og 19 klart, at de ikke alene ved deres Færd i det hele, men ogsaa ved deres aandelig-klingende, men svulstige og tomme Tale førte andre i Vildfarelse og voldte Splittelse i Menigheden. Disse Folk advarer nu Judas imod, væsentlig paa samme Maade, som dette sker i 2 Ped. 2 (se Indl. til 2 Ped. S. 475), og formaner derimod Læserne til at kæmpe for den Tro, der én Gang for alle er overantvordet de hellige, og til at opbygge sig paa denne som Grundvold. — Brevet er formodentlig skrevet henimod Aar 70. Af Evsebios henføres det, ligesom de to foregaaende smaa Breve af Johannes, til de "omtvistede" Skrifter, og det var ukjendt for den gamle syriske Kirke; dog kjendtes og brugtes det omkring Aaret 200 som hellig Skrift baade i Øster- og Vesterland.
