Side:Det sorte Indien.djvu/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

6

fordele iblandt dem. Dette beløb sig ganske vist ikke til ret meget; thi Udbyttet af Minerne havde kun godt og vel dækket Driftsomkostningerne, men det satte dem dog i Stand til at slaa sig igennem, indtil de kunde finde Arbejde andetsteds.

John Starr stod ved Indgangen til det vældige Skur, under hvis Tag de mægtige Dampmaskiner havde arbejdet saa utrætteligt. Formanden for Dochart-Gruben, Simon Ford, som allerede dengang var over et halvt Hundrede Aar gammel, havde tilligemed nogle andre Værkførere sluttet Kreds om ham.

John Starr blottede sit Hoved, og Minearbejderne stod med Huen i Haanden i den dybeste Tavshed. Denne Afskedsscene havde en rørende og paa samme Tid storslaaet Karakter.

»Mine Venner«, begyndte Ingeniøren, »det Øjeblik, da vi maa skilles, er nu kommet. Aberfoyles Gruber, som i saa mange Aar har forenet os ved det fælles Arbejde, ere nu udtømte. Vore omfattende Undersøgelser og omhyggelige Efterforskninger have ikke ført til Opdagelsen af selv den mindste nye Aare, og det sidste Stykke Kul er lige nu blevet draget op fra Dochart-Gruben.

Med disse Ord viste John Starr Minearbejderne et Stykke Kul, som man havde ladet ligge i en af Transportvognene.

»Dette Stykke Kul, mine Venner, er ligesom den sidste Draabe af det Blod, der randt i Aberfoyles Aarer. Det ville vi opbevare, ligesom vi endnu gemme det første Stykke Kul, der for omtrent halvandet Aarhundrede siden blev draget frem af Aberfoyles Dyb. I det Tidsrum,