146
ikke gjort ham noget Forslag i dennævnte Retning, og det gjorde ham dog en Smule urolig.
En Dag var Jack Ryan i Færd med at stige ned gennem en af Luftskakterne. Han benyttede sig ved Nedstigningen af de sindrigt konstruerede Stiger, som ved deres skiftevis op og nedad gaaende Bevægelser sætter Bjergfolkene i Stand til at kunne tilbagelægge Vejen op og ned uden Anstrængelse. Tyve Bevægelser af dette Apparat havde allerede befordret ham en Strækning af hundrede og halvtredsindstyve Fod nedad, da han paa den smalle Afsats, hvor han havde stillet sig for at afvente en ny Bevægelse af Apparatet, mødte Harry, som var i Færd med at stige op for at efterse nogle Arbejder oven for Gruben.
»Er det dig?« spurgte Jack Ryan, idet han saa' skarpt paa sin Kammerat, hvis Ansigt belystes af det stærke Skær fra Skaktens elektriske Lamper.
»Ja vel, Jack«, svarede Harry, »det glæder mig at træffe dig. Jeg vil gøre dig et Forslag…«
»Jeg vil ikke love noget, førend du har fortalt mig, hvordan Nelly har det!« raabte Jack Ryan.
»Nelly befinder sig rigtig godt, Jack, saa godt endogsaa, at vi tænker paa endnu inden en Maaned eller seks Uger…«
»At gifte jer!«
»Du véd nok ikke, hvad du selv siger, Jack.«
»Det er muligt, Harry, men jeg véd nok, hvad jeg selv vil gøre.«
»Hvad da?«
»Jeg vil gifte mig med hende, vil jeg! — hvis du ikke gør det«, sagde Jack og lo hjertelig. »Jeg synes
