158
»Det er Skyer,« forklarede Harry, »som Vinden driver af Sted foran sig.«
»Men hvad er det for lysende Punkter, som blinker frem dér i det mørkeblaa mellem Skyerne?«
»Det er jo Stjernerne, som jeg har fortalt dig om. Det er Sole, Verdener, som maaske alle ser lige saadan ud som vor Klode«.
»Men, naar de er Sole, hvorledes kan det da være, at mine Øjne kan taale at se paa dem?«
»Mit Barn,« sagde John Starr, »det er, virkelig Sole, men de gennemvandrer deres Baner i uendelig lang Afstand fra os. Den nærmeste af disse Stjerner er tusind Milliarder Mil borte fra os. Dens Glans kan derfor ikke blænde dig her. Men vor Sol, som du i Morgen tidlig vil faa at se staa op, er kun otte og tredive Millioner Mil borte, og intet menneskeligt Øje kan udholde at stirre paa den; thi den lyser mere glødende end en Smelteovn. Men kom nu, Nelly!«
Man gik nu ned ad den omtalte Vej. John Starr holdt den unge Pige i Haanden. Harry gik ved hendes anden Side. Jack Ryan løb frem og tilbage, som en ung Hund, der synes, at dens Herre gaar for langsomt. Vejen var aldeles mennesketom; Nelly betragtede de mørke Omrids af de store Træer, som Vinden satte i en svag Bevægelse. Hun kunde godt have antaget dem for en Slags vældige Kæmper, der svingede med deres hundrede Arme. Vindens Susen i de høje Grene, den dybe Stilhed og Ro, der indtraadte, naar den undertiden lagde sig, Horisontens fjerne Linie, alt opfyldte hende med nye Følelser og ukendte Stemninger og prægede sig i hendes Sjæl med uudslettelige Træk. Medens
