160
holdighed,« forklarede John Starr. »Skyerne fremkommer kun ved Fordampning, og saa sender de atter under Form af Regn det rene Vand ud over Jorden.«
»Harry!« raabte den unge Pige nu pludselig, »hvad er det for et rødligt Skær der i Horisonten. Er det en Skov, der brænder?«
Nelly pegede paa et Punkt paa den østlige Himmel, hvor de lavere liggende Taagemasser begyndte at farves røde.
»Nej,« svarede Harry, »det er Maanen, der er i Færd med at staa op.«
Nelly frydede sig i Tavshed ved det vidunderlige Skuespil; hendes Øjne kunde meget godt taale det natlige Himmellegemes milde Lys.
»Lad os nu gaa i Baaden, mine Venner,« sagde Ingeniøren, »førend Solen staar op, maa vi være oppe paa Arthur-Seats Skraaninger.«
Baaden laa, vogtet af en Skipper, fastgjort til en Pæl ved Strandbredden. Nelly og hendes Ledsagere tog Plads i den. Sejlet blev hejset og fyldtes snart af en frisk Brise fra Nordvest.
Hvilken Nyhedens Interesse maatte denne Sejlads ikke have for den unge Pige. Hun havde vel ofte gjort Farter paa Ny-Aberfoyles Søer; men hvor rolig Harry end førte sin Aare der, forraadte den dog stedse sin Styrers Kraftanstrengelse. Men her saa' Nelly sig for første Gang ført af Sted næsten lige saa roligt, som en Ballon glider frem gennem Luften. Bugten var saa blank og stille som en Sø. Lænet halvt tilbage glædede hun sig ved Fartøjets sagte Rysten. Naar Maanens Straaler faldt paa Forths vidtstrakte, blanke Flade, syntes Baaden
