13
og ned foran Slottets Porte i deres gammelskotske Dragt: det korte, grønne Skørt, det tærnede Sjal og det lange, nedhængende Gedeskind. Igennem den bekendte Gade High-street skyndte han sig ned til den kæmpemæssige Bro ved Bridge-street, som forbinder Edinburghs tre Høje. Nogle Minutter senere havde han naaet Hoved-Jærnbanestationen, og en halv Time efter steg han ud af Toget i Newhaven, et smukt beliggende Fiskerleje, en Mil fra Leith, som danner Edinburghs Havn. Floden var stegen og havde sat den mørke, stenede Strandbred under Vand, og Bølgerne sprøjtede op imod Havnedæmningen. Ved denne laa en af de Dampere fortøjet, som holder Forbindelsen mellem Edinburgh og Stirling vedlige. I dette Øjeblik udsendte Skorstenen paa »Prince de Galles« tykke, sorte Røgskyer, og Dampen fra Kedelen for hvæsende til Vejrs. Da Afgangsklokken lød, skyndte de sidste Passagerer sig at naa Skibet. John Starr sprang over paa Fordækket. Uagtet det regnede stærkt, tænkte dog ingen af Passagererne paa at søge Ly i Damperens Salon. Alle blev siddende ubevægelige, indhyllede i deres Rejsetæpper og Kapper. Nogle styrkede sig af og til ved en Slurk Genever eller Whisky af deres Feltflaske, hvad man dér kalder »at klæde sig paa indvendig«. Nu ringede det sidste Gang, Tovene kastedes los, og Damperen manøvrerede forsigtig ud at det lille Bassin, som havde skærmet den mod Nordsøens Bølger.
Hele Strækningen op ad Forth ser man paa begge Sider Byer, Landsbyer og Landejendomme titte frem mellem det frugtbare Landskabs rige Trævækst. Langt borte i Baggrunden skinnede Grampianbjergenes snedækte Tinder frem gennem Rifter i Taagen.
