27
idet den varme Luft fra Gruben steg til Vejrs samtidig med, at den ydre Luft strømmede derned.
»Gaa du først, Harry,« sagde Ingeniøren, idet han gav den unge Mand Tegn til at stige ned. »Du har vel din Lampe?«
»Ja, men det er rigtignok ikke nogen Sikkerhedslampe — som i gamle Dage.«
»Nej, nu behøver vi jo ikke mere at være bange for den pludselig udstrømmende Kulgas.«
Harry tog en almindelig lille Olielampe frem og tændte den. Det var jo unyttigt at omgive Flammen med det fine Staaltraadsnet, som ellers altid anvendes i Gruberne for at forhindre Gasarter i at trænge ind til Flammen og blive antændte. Den fortrinlige Davy'ske Sikkerhedslampe, som man tidligere altid havde brugt her, var nu ganske overflødig.
Harry betraadte nu den øverste Stige, John Starr fulgte efter, og snart befandt de sig begge i det dybeste Mørke, hvor det svage Lampeskær kun formaaede at lyse faa Alen frem foran dem. Harry holdt Lampen op over sit Hoved for at lyse bedre for sin Ledsager. Saa vidt den mangelfulde Belysning tillod det, betragtede Ingeniøren opmærksomt Væggene i den mørke Skakt, der endnu bedækkedes af en Bræddebeklædning, der dog hist og her næsten var raadnet bort.
Ved den femtende Afsats, altsaa paa Halvvejen, gjorde de Holdt i nogle Øjeblikke.
»Jeg er ikke mere saa let til Bens som du,« sagde Ingeniøren og trak Vejret dybt, »men det gaar dog.«
»Jeg har jo ogsaa i al min Tid været vant til at færdes her.«
